Udskriv siden

Ide

Århus Sejlklub introducerer ny kapsejlads:

Århus Two Star Race

Baggrund:

· Bådene bliver større, men besætningerne mindre.

· Sejlsport må gerne samtidigt være både seriøs konkurrence, sjov og fornøjelse.

· Hvorfor ikke sejle seriøs distancekapsejlads uden at ofre nattesøvnen undervejs?

· En begrænsning på kun to personer pr. båd giver nye udfordringer.

Derfor indbyder Århus Sejlklub nu til Århus Two Star Race over to etaper og med festmiddag på Samsø som en indlagt mellemetape.

Sejladsen blev sejlet første gang d. 23-24/6 2007.

Sejladsen sejles rundt om Samsø i to etaper. Den præcise bane vil afhænge af vejret.

Første etape sejles lørdag med start ud for Århus Lystbådehavn og mål ud for Ballen Havn på Samsø. Denne etape sejles med omvendt respitstart, så alle både kan forventes at komme i mål omtrent samtidigt.

Anden etape starter ud for Ballen Havn med første start søndag kl. 1000 og slutter ud for Århus Lystbådehavn.

Mellem-etape:

Mellem de to etaper mødes alle til festmiddag lørdag aften på Restaurant Dokken i Ballen. Familie og andre tilstødende kan også tilmeldes til festmiddagen.

Hvilke både kan deltage:

Kølbåde med en aflukkelig kahyt og et DH-mål (TANS sømiletid) på max. 840 sekunder. Enhver kan vælge at tilmelde med eller uden spiler.

Hver båd skal have en besætning på to personer.